Træningsdagen

I Egå Sejlklubs Ungomsafdeling træner alle tirsdage og torsdage kl 17:00 til ca. 20:00

På Team Super-C vil vi ofte være færdige lidt før, mens det godt kan blive mørkt, når de store sejlere lægger til.
Den her side beskriver hvordan en typisk træningsdag, også Team Super-C, forløber

16:45.

De forældre, der har brovagt, møder op og begynder at sætte trænerbåde i vandet. Også vognen med mærker køres ud på broen, så trænerne kan tage de mærker, de behøver med ud på vandet.

16:50.


De første sejlere kommer til og deres forældre hjælper dem med at løfte deres jolle ned fra stativet til en jollevogn. De nyeste sejlere får hjælp af forældrene til at rigge sejl, ror og sværd til, så jollen er klar til at sejle. De lidt mere erfarne rigger selv til. Så skal der klædes om til sejlertøj. Det foregår i omklædningsrummene, de mindste skal have en hånd med, mens de større sejlere selv kan krænge dragten på.

 

17:00.

Trænerne ankommer og indkalder til skippermøde. På skippermødet samles alle på de enkelte hold sammen med træneren for at aftale, hvad dagen går ud på. Det er vgtigt at sejlerne er omklædte, for ellers sidder alle og venter på den sidste. Når skippermødet er slut, sættes jollerne i vandet. Der skal lige en hånd til de nyeste sejlere, og det er  brovagterne, der er ansvarlige for det, Det går lidt hurtigere, hvis forældrene også giver en hånd med.

17:00 – ca. 19:00.

Vi er på vandet og øver, leger og bliver gode til at sejle.
Forældrene drikker kaffe, laver praktiske ting i klubben, eller kigger ud på sejlerne fra vores altan.
Dette er en VIGTIG aktivitet i særdeleshed for Team Super-C forældre, for det er her, vi lærer hinanden at kende og aftaler aktiviteter for børnene.

18:00.

De forældre, der har madvagten, møder op med hænderne fulde af det, der skal blive aftensmaden til de sultne sejlere, og går op i køkkenet for at kokkerere.

19:00.

De mindste lægger til broen igen. Brovagterne giver en hånd med og er klar på broen til at tage imod. Jollen skylles med ferskvand, og sejleren og forældre hjælpes ad med at afrigge sejl, ror og sværd og få båden lagt op på stativet, hvor den surres (bindes fast) med linen. Så skal sejlerne skylles af og klædes om igen, og de mindste skal lige hjælpes ud af dragten og have en hånd med at samle alt grejet sammen i tasken.

19:30.

Spisning og skippermøde. Sejlerne løber sultne op i køkkenet og får en portion mad. Når alle på holdet er samlet ved bordet, starter tæneren igen skippermøde, hvor dagens træning gennemgås og der bliver delt ros ud til de seje sejlere.
Efter skippermødet hygger sejlerne sig med hinanden.

20:00.

Team Super-C og de mindste sejlere er klar til at tage hjem.

20:00.

De store sejlere og deres trænere kommer ind, rigger af og klæder om og får også en portion mad.
Brovagterne tager trænerbådene op igen, og kører mærkevognen på plads.

20:30.

Når alle er færdige med at spise rydder madvagten køkkenet og ser til at klubben er ren og i orden til næste træningsaften. Det kan godt blive kl 21:00, inden klubben lukkes  af.